Depression

Sorg, skuffelse og perioder med tristhed er en del af livet og er ikke automatisk en depression. Det bliver mere bekymrende, når nedtrykthed, manglende lyst eller lav energi er til stede det meste af tiden i omkring to uger eller længere og samtidig påvirker personens evne til at fungere.

Man bør ikke vente på en bestemt tidsgrænse ved hurtig forværring, selvmordstanker, selvskade eller meget alvorligt funktionsfald. En faglig vurdering er vigtig, fordi lignende symptomer kan skyldes andre psykiske tilstande, fysisk sygdom, medicin eller rusmidler.

En udbredt misforståelse er, at depression skyldes svaghed eller manglende evne til at tænke positivt. Det kan øge skyld og skam hos en person, som allerede kæmper. Depression har heller ikke nødvendigvis én tydelig årsag, og den samme behandling passer ikke til alle.

At en person kan smile, arbejde eller have en god dag, udelukker ikke depression. Bedring sker ofte gradvist og ikke i en lige linje, og behandling bør tilpasses personens symptomer, ønsker, tidligere erfaringer og samlede situation.

Råd som “tænk positivt”, “tag dig sammen” eller “andre har det værre” kan øge skam og følelsen af ikke at blive forstået. En lang liste med motion, kost, søvn, sociale aftaler og andre forbedringer kan blive endnu et projekt, som personen føler sig ude af stand til at gennemføre.

Det hjælper heller ikke at presse personen voldsomt eller omvendt overtage alt og acceptere total isolation uden opfølgning. Hjælp bør være konkret, rolig og tilpasset energiniveauet. Medicinske ændringer skal altid drøftes med en læge.

Der findes flere relevante psykoterapeutiske tilgange til depression. Kognitiv adfærdsterapi (KAT) undersøger depressive tanke- og adfærdsmønstre, mens adfærdsaktivering har særligt fokus på gradvist at genoptage aktiviteter og kontakt. Interpersonel terapi arbejder med aktuelle relationer, tab og rolleændringer.

ACT kan være hjælpsom, når undgåelse og kamp med svære følelser begrænser livet, og metakognitiv terapi kan rette sig mod langvarige grublerier og uhensigtsmæssig opmærksomhed på egne tanker. Valget afhænger af symptomer, sværhedsgrad, præferencer og terapeutens kompetencer. Ved mere alvorlig depression bør terapi koordineres med lægelig eller psykiatrisk behandling.

I begyndelsen skaber terapeuten og klienten et fælles overblik over symptomer, hverdagsfunktion, belastninger, ressourcer og tidligere forløb. Der spørges også direkte til selvskade og selvmordstanker, så sikkerheden kan vurderes. Sammen formuleres en forståelse af, hvad der kan have udløst og fortsat vedligeholder depressionen.

Arbejdet tilpasses terapiformen og kan blandt andet bestå af aktivitetsplanlægning, håndtering af selvkritik og grublerier, problemløsning eller fokus på relationer. Mål og øvelser skal være realistiske og må ikke blive endnu en præstation. Udviklingen følges løbende, og læge eller psykiatri inddrages, når det er nødvendigt og aftalt.