Stress

En kortvarig stressreaktion i forbindelse med en tydelig belastning er almindelig og som regel ikke farlig. Reaktionen aftager typisk igen, når belastningen slutter, eller når man får mulighed for at restituere. Det bliver mere alvorligt, når symptomerne fortsætter, forværres eller optræder det meste af tiden.

Et vigtigt tegn er, at man ikke længere fungerer som normalt på arbejdet, derhjemme eller socialt. Vedvarende søvnproblemer, hukommelsesbesvær, følelsesmæssige forandringer og en konstant kropslig alarmtilstand bør tages alvorligt. Professionel hjælp er relevant, hvis man har svært ved selv at skabe de nødvendige ændringer, eller hvis der samtidig er tegn på angst, depression eller fysisk sygdom.

En almindelig misforståelse er, at stress kun rammer mennesker, der ikke kan klare pres. I virkeligheden kan alle blive ramt, hvis belastningerne er store nok eller varer længe nok. Det hjælper derfor sjældent at sige, at personen blot skal tage sig sammen eller tænke positivt. En ferie kan give en pause, men løser ikke nødvendigvis problemet, hvis man vender tilbage til de samme vilkår.

Stress skyldes heller ikke altid arbejdet, men kan opstå på grund af privatliv, sygdom, økonomi eller flere belastninger på samme tid. Meditation og motion kan være hjælpsomt, men er ikke universalløsninger. Det er også vigtigt ikke at antage, at alle symptomer skyldes stress, da lignende symptomer kan have andre psykiske eller fysiske årsager.

Råd som “du skal bare tænke positivt” eller “du må tage dig sammen” kan øge både skyld og følelsen af ikke at blive forstået. Det er heller ikke altid hjælpsomt blot at sige, at personen skal lære at sige nej, fordi det placerer hele ansvaret hos den enkelte og overser de faktiske vilkår. En lang liste med motion, meditation, kostplan og andre gode vaner kan let blive endnu et projekt, der skal præsteres.

Det kan også forværre situationen at fortsætte helt uændret og håbe, at symptomerne forsvinder af sig selv. Omvendt bør man heller ikke presse personen til hurtig tilbagevenden eller anbefale sygemelding uden en individuel vurdering. Hjælpen skal mindske belastningen, ikke skabe nye krav.

Valget af terapiform afhænger af den enkelte persons symptomer og situation. Metakognitiv terapi (MCT) kan især være relevant ved stress, fordi behandlingen fokuserer på personens forhold til sine tanker frem for på tankernes indhold. Mange stressramte bruger meget tid på bekymringer, grublerier, problemløsning og overvågning af symptomer. I MCT arbejder man med at opdage og begrænse disse tankeprocesser, træne fleksibel opmærksomhed og erfare, at tanker ikke behøver at blive analyseret eller handlet på. Det kan mindske tankemylder og den vedvarende mentale alarmtilstand.

Acceptance and Commitment Therapy (ACT) kan hjælpe med at udvikle større psykologisk fleksibilitet. I stedet for at bruge mange kræfter på at kontrollere eller undgå ubehagelige tanker, følelser og kropslige reaktioner lærer man at give dem plads uden at lade dem styre alle sine handlinger. Terapien arbejder samtidig med værdier, grænsesætning og realistiske handlinger, så man kan prioritere det væsentlige og bryde mønstre præget af overansvar, perfektionisme eller konstant præstation.

Elementer fra kognitiv adfærdsterapi (KAT) kan bruges til at undersøge konkrete tanke- og adfærdsmønstre, der vedligeholder stress, og mindfulness kan for nogle understøtte arbejdet med at registrere tanker og kropslige signaler uden straks at reagere. Endelig bør terapi ikke kun handle om at gøre den enkelte bedre til at holde til belastningen: hænger stressen sammen med arbejdsvilkår, familieliv eller andre ydre forhold, skal disse belastninger også undersøges og så vidt muligt ændres.

I begyndelsen skaber terapeuten og klienten et fælles overblik over symptomer, belastninger og den aktuelle hverdag: hvornår symptomerne begyndte, hvad der udløser dem, og hvilke forhold der fortsat holder stressreaktionen i gang. Med metakognitiv terapi undersøger man, hvor meget tid der bruges på bekymringer, grublerier, problemløsning og overvågning af symptomer, og klienten træner at opdage tanker uden automatisk at gå ind i dem.

Med ACT arbejder man med at give plads til ubehagelige tanker, følelser og kropslige reaktioner uden at bruge al sin energi på at bekæmpe dem, og med at skelne mellem det, der kan ændres, og det, der midlertidigt må være til stede. Terapeuten hjælper samtidig klienten med at afklare, hvad der er vigtigt i livet: relationer, helbred, arbejdsliv, fritid eller tydeligere grænser, så hverdagen kan bevæge sig i den retning uden at blive nye præstationskrav.

Sammen vælger man få, overskuelige ændringer frem mod næste session, eksempelvis at begrænse grubletid, øve sig i at holde pauser eller sige fra over for en konkret opgave. I de følgende sessioner undersøger man, hvad der har hjulpet, og planen justeres løbende, så den passer til klientens energiniveau og ikke bliver endnu en opgave, der skal udføres perfekt.