Traumer & PTSD

Det er helt normalt at reagere kraftigt efter en voldsom hændelse. I dagene og ugerne efter kan man have svært ved at sove, blive let forskrækket, græde meget, føle sig fjern eller genopleve det skete. For de fleste aftager disse efterreaktioner gradvist af sig selv, i takt med at nervesystemet finder ro, og at man får støtte fra mennesker omkring sig.

Det bliver behandlingskrævende, når symptomerne varer ved ud over cirka en måned, bliver værre over tid eller tydeligt begrænser hverdagen, arbejdet, søvnen og relationerne. Det afgørende er ikke, hvor “alvorlig” hændelsen ser ud udefra, men hvordan den opleves, og hvor meget efterreaktionerne fylder. Man bør ikke vente på en bestemt tidsgrænse ved svær undgåelse, kraftig håbløshed eller tanker om selvskade eller selvmord.

En udbredt misforståelse er, at man kun kan få traumer af krig eller livstruende katastrofer. I virkeligheden kan mange former for overvældende oplevelser sætte sig som traumer, og det er personens oplevelse, ikke hændelsens “størrelse” udefra, der er afgørende. En anden misforståelse er, at stærke efterreaktioner er tegn på svaghed. De er tværtimod en almindelig måde, nervesystemet beskytter sig på.

Det er også en misforståelse, at tiden i sig selv læger alle traumer, eller at man bare skal glemme og komme videre. Ubearbejdede traumer kan blive ved med at fylde i årevis. Endelig tror mange, at man er nødt til at genfortælle alt i mindste detalje for at få det bedre. Moderne traumebehandling arbejder trygt og i klientens tempo, og bearbejdning behøver ikke betyde, at man skal genopleve det hele på én gang.

Råd som “glem det nu” eller “du må videre” kan få personen til at føle sig forkert og alene med det, der stadig fylder. Det hjælper sjældent at presse nogen til at fortælle alle detaljer, før de er trygge og klar. Det kan i stedet aktivere alarmen yderligere. At hjælpe personen med at undgå alt det, der minder om traumet, giver lettelse her og nu, men kan fastholde undgåelsen på længere sigt.

Det er heller ikke hensigtsmæssigt at bagatellisere oplevelsen, sammenligne med andre eller forvente en bestemt “tidsplan” for bedring. Alkohol, stoffer og konstant travlhed for at holde tankerne væk dæmper kun kortvarigt. Målet er hverken at tvinge nogen gennem minderne eller at hjælpe dem med at undgå alt, men at skabe tryghed nok til, at bearbejdning bliver mulig.

Traumer og PTSD behandles bedst med metoder, der er udviklet og dokumenteret specifikt til formålet. Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi hjælper med gradvist at bearbejde minderne og de fastlåste tanker om skyld, skam og fare, som traumet ofte efterlader. Prolongeret eksponering arbejder med, i trygge og planlagte skridt, at nærme sig minderne og de situationer, man er begyndt at undgå, så de mister deres magt.

EMDR (Eye Movement Desensitization and Reprocessing) er en veldokumenteret metode, hvor man kortvarigt henter det svære minde frem, samtidig med at opmærksomheden ledes et andet sted hen, ofte via øjenbevægelser. Formålet er at hjælpe hjernen med at bearbejde minderne, så de bliver til almindelige erindringer frem for noget, der genopleves med fuld kraft. Fælles for de virksomme former for traumeterapi er, at de arbejder med minderne på en struktureret, tryg og gradvis måde.

Valget af metode afhænger af symptomerne, hvor længe de har stået på, og om der samtidig er kompleks PTSD, depression eller andre belastninger. Ved komplekse eller langvarige traumer indledes forløbet ofte med en stabiliserende fase, hvor tryghed, følelsesregulering og hverdagsfunktion styrkes, før man går i gang med selve bearbejdningen. I praksis kan elementer fra flere tilgange kombineres og tilpasses den enkelte.

I begyndelsen bruger terapeuten og klienten tid på at skabe et fælles overblik: hvad der er sket, hvilke efterreaktioner der fylder, hvordan hverdagen, søvnen og relationerne påvirkes, og hvilke ressourcer der er at trække på. Der spørges også direkte til selvskade og selvmordstanker, så sikkerheden kan vurderes. Tryghed og et roligt tempo er grundlaget for hele forløbet.

Ofte begynder man med en stabiliserende fase, hvor klienten lærer at genkende og dæmpe kraftige efterreaktioner, bruge jordforbindelse og finde mere ro i kroppen. Derefter arbejdes der, når klienten er klar, med selve bearbejdningen af minderne gennem eksempelvis traumefokuseret terapi, eksponering eller EMDR. Klienten er hele vejen med til at bestemme tempoet, og terapeuten hjælper med at holde bearbejdningen inden for det, der kan rummes.

Undervejs følger terapeut og klient løbende udviklingen og justerer planen. Målet er ikke at slette minderne, men at de mister deres magt, så de bliver til fortid frem for noget, der presser sig på i nutiden. Ved samtidig depression, misbrug eller behov for medicinsk vurdering koordineres behandlingen med læge eller psykiatri.