Lavt selvværd

Det er helt normalt at tvivle på sig selv i perioder. Nederlag, kritik, forandringer eller svære relationer kan midlertidigt sænke følelsen af værd, uden at der er tale om et vedvarende lavt selvværd. Ofte retter følelsen sig igen, når situationen ændrer sig, eller når man får erfaringer, der modsiger tvivlen.

Det bliver mere behandlingskrævende, når følelsen af ikke at være god nok er til stede det meste af tiden, har varet længe og styrer ens valg. Det er især relevant at søge hjælp, hvis selvkritik, skam eller frygt for afvisning begrænser arbejde, uddannelse, relationer eller fritid, eller hvis man undlader det, man gerne vil, af frygt for at fejle. Lavt selvværd optræder desuden ofte sammen med angst, depression, spiseforstyrrelser eller misbrug, og her bør helheden vurderes fagligt.

En udbredt misforståelse er, at selvværd og selvtillid er det samme. Selvtillid handler om troen på egne evner i konkrete situationer, mens selvværd handler om den grundlæggende følelse af at være god nok. Derfor kan man virke udadtil sikker og succesfuld og alligevel have et lavt selvværd. En anden misforståelse er, at man kan rose eller præstere sig til et bedre selvværd. Ros og succes kan føles godt et øjeblik, men hvis værdien hele tiden skal genbekræftes udefra, forbliver den skrøbelig.

Lavt selvværd er heller ikke et tegn på svaghed, forfængelighed eller manglende viljestyrke, og man kan sjældent bare tænke positivt eller sige pæne ting til sig selv, hvis man ikke tror på dem. Det er desuden en misforståelse, at lavt selvværd altid skyldes barndommen alene. Det formes ofte gennem mange erfaringer over tid, i familie, skole, relationer og kultur, og kan derfor også ændres gennem nye erfaringer.

Velmente råd som “tro nu på dig selv” eller “du er da dygtig” hjælper sjældent i sig selv, fordi de kolliderer med det billede, personen har af sig selv, og derfor let bliver afvist. Ros og bekræftelse udefra kan føles rart et øjeblik, men løser ikke problemet, hvis værdien hele tiden skal genbekræftes af andre. Det hjælper heller ikke at presse nogen til at “tage sig sammen” eller optræde mere selvsikkert, end de føler sig.

Konstant sammenligning, hård selvkritik og krav om at præstere sig til mere værd forstærker som regel problemet i stedet for at løse det. Det er også uhensigtsmæssigt, hvis man forsøger at hæve sit selvværd ved altid at sætte sig selv over andre, for et sundt selvværd handler ikke om at være bedre end andre, men om at være god nok på lige fod med dem.

Valget af terapiform afhænger af den enkeltes situation og af, hvad der vedligeholder det lave selvværd. Kognitiv adfærdsterapi (KAT) kan hjælpe med at undersøge de negative kerneantagelser og leveregler, for eksempel “jeg er kun noget værd, hvis jeg præsterer”, og gradvist afprøve dem gennem nye erfaringer. Terapien arbejder både med de selvkritiske tanker og med den adfærd, såsom undgåelse og overpræstation, der holder selvværdet nede.

Compassion-fokuseret terapi (CFT) er udviklet særligt til mennesker, der kæmper med skam og en hård indre kritiker. Her træner man selvmedfølelse og en varmere, mere støttende måde at forholde sig til sig selv på. Acceptance and Commitment Therapy (ACT) kan hjælpe med at tage lidt afstand fra selvkritiske tanker uden at skulle bekæmpe dem, og med at handle efter sine værdier frem for efter frygten for at være forkert.

Når det lave selvværd hænger sammen med tidlige og dybt indgroede mønstre, kan skematerapi være relevant. I praksis kombineres elementer fra flere tilgange ofte og tilpasses klientens behov, og hvis der samtidig er angst, depression eller andet, indgår det i den samlede behandling.

I begyndelsen skaber terapeuten og klienten et fælles overblik over, hvordan det lave selvværd viser sig, hvornår det begyndte, og hvilke situationer og tanker der forstærker det. Sammen ser man på den indre kritiker, på de leveregler og krav, man stiller til sig selv, og på hvordan skam og frygt for afvisning påvirker valg og relationer i hverdagen.

Derfra arbejder man med at møde sig selv med mere medfølelse, udfordre de mest urimelige selvkritiske tanker og skabe nye erfaringer, for eksempel ved gradvist at sætte grænser, tage imod ros eller gøre ting, man ellers undgår af frygt for at fejle. Terapeuten og klienten følger løbende udviklingen og tilpasser arbejdet, så det bliver overkommeligt og ikke endnu et krav, man skal leve op til.